Bliv frivillig naboven til en flygtning

Du kan være med til at hjælpe nytilkomne flygtninge med at falde godt til i deres nye hjem i Solrød Kommune.

Projekt Nabovenner går ud på, at du som frivillig naboven hjælper flygtninge i dit lokalområde med at oversætte og forstå de uskrevne regler, som findes i lokalområdet og til boligen, de bor i.  

Det handler om hverdagsliv

Ideen bag projekt Nabovenner er, at give flygtninge forståelse og indsigt i danske forhold, og mere konkret, hvordan de får succes med at bo og føre hus i Danmark. Som flygtning i Danmark mødes man af en række normer, som ikke står beskrevet nogen steder, men blot er noget "alle ved". Det kan for eksempel være viden om, hvor ofte græsset i haven skal slås, eller at hækken ud til villavejen helst skal være klippet inden Sankt Hans. Det kan også omhandle hvordan man bedst passer på sine hårdhvidevarer, så de ikke kalker til, eller hvordan storskrald sorteres korrekt, så skraldebilen tager affaldet med.

Korps af frivillige

Som frivillig naboven vil du blive tilknyttet en midlertidig flygtningebolig i dit nærområde. Derudover vil du være en del af et netværk af frivillige nabovenner, som mødes jævnligt for at dele de gode historier og praksis med hinanden. Netværksmøderne faciliteres af Solrød kommunes frivilligkoordinator. Projektet er stadigvæk i støbeskeen og du vil som frivillig have stor indflydelse på projektets udvikling.   

Book et infomøde

Er du interesseret i at høre nærmere om dine muligheder, og hvad det kræver at komme med i projektet Nabovenner, skal du være velkommen til at booke et uforpligtende møde med vores frivilligkoordinator for integration.

Vil du vide mere?

Kontakt frivilligkoordinator Nadia Krøjgaard Eriksen på email: nke@solrod.dk eller telefon: 21 20 97 74 hvis du ønsker at vide mere om dine muligheder for at blive frivillig naboven.

Siden er sidst ændret: 06-12-2016 Til top